Hverdagslivet med progressiv MS
At leve med progressiv MS kan påvirke din hverdag på flere måder. I takt med at sygdommen ændrer sig, bliver det ofte nødvendigt at finde nye veje til gode vaner, der kan understøtte din livskvalitet. Dette kan blandt andet være gennem fysisk aktivitet, kost samt de rette hjælpemidler. Du kan læse mere herunder eller søge viden om støtte og hjælp til hverdagen med progressiv MS på Scleroseforeningens hjemmeside.
Fysisk aktivitet og træning
Forskning viser, at fysisk aktivitet ikke bare er vigtig for din nuværende form, men at det potentielt kan spille en aktiv rolle i at bremse udviklingen af din sclerose. Ved at være fysisk aktiv kan du beskytte dit nervesystem og dæmpe inflammation i kroppen. Derudover kan regelmæssig deltagelse i fysisk aktivitet også have positiv betydning for din livskvalitet.
Fysisk aktivitet kan eksempelvis være alt fra styrketræning til gåture i naturen, og selvom din gangfunktion er begrænset, kan du have fokus på eksempelvis din overkrop og funktion i arme og hænder.
På Scleroseforeningens hjemmeside kan du finde gode råd til, hvordan du kommer i gang med at træne – uanset om du bruger stok, kørestol eller andre hjælpemidler.
Kost
Mennesker med MS opfordres til at spise en sund og varieret kost. Du kan blandt andet finde inspiration til din kost fra Fødevarestyrelsens officielle kostråd:
De officielle kostråd
● Spis planterigt, varieret og ikke for meget
● Spis flere grøntsager og frugter
● Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
● Spis mad med fuldkorn
● Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
● Spis mindre af det søde, salte og fede
● Sluk tørsten i vand
Derudover kan du på Scleroseforeningens hjemmeside finde gode råd fra eksperter inden for kost og MS.
Hjælpemidler og MS
Hjælpemidler kan give en øget sikkerhed og tryghed, når du bevæger dig omkring. Gangfunktionen og balancen kan blive påvirket ved progressiv MS, og her kan en stok, rollator eller kørestol på sigt være en god støtte. Selvom det for nogen kan være svært at acceptere, når et nyt hjælpemiddel er nødvendigt, kan det betyde en større frihed og mulighed for at deltage i de aktiviteter, man gerne vil.
Udover ganghjælpemidler kan du også tænke på andre tiltag i hjemmet, som gør det nemmere og sikrere for dig i dagligdagen. For eksempel kan det på et tidspunkt blive nødvendigt at få sat ekstra håndtag og støttegreb op, eller det kan blive en hjælp at anvende køkkenredskaber, som er udviklet med tanke på, at de skal være nemme at betjene med nedsat håndfunktion.
Oplever du at have brug for hjælpemidler i dagligdagen, kan du læse mere om, hvordan du ansøger om disse på siden her.
Oplever du, at dit funktionsniveau ændrer sig, kan det være en god idé at tale med din neurolog eller MS-sygeplejerske. Læs mere om progression på siden her.